TUNGETALEE/MIRAKLER I GT?

 

• LINK
• 
  
  
  
  

VAR DER TUNGE TALE OG MIRAKLER I GT?

SVAR.

Den Hellige Ånd kom først efter GT på pinsedagen.

Hvis du læser i gammel testamente, ser du hurtig Den Hellige Ånd også var der helt fra begyndelsen har den Hellige Ånd altid eksisteret. Men da Jesus kom begyndte Guds løfter om Hans gaver at træde i kraft fordi. Efter Jesus død opstandelse og himmelfart har vi brug for hele hans fyld alle Guds haver , so Jesu Kristi legeme fungerer fortsat mens vi er på jorden.

Hvis vi ikke havde gaverne aktiv i dag ville legemet ikKe fungere efter Guds hensigt i dag

Første gang i historien, at nogle talte i tunger, var på pinsedag i Apostlenes Gerninger 2:1-4. Apostlenes gik ud og delte evangeliet med folket, og talte til dem på disses egne tungemål: ”vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål” (ApG 2:11). Det græske ord, der betyder tunger, betyder bogstaveligt talt ”sprog”. Derfor betyder tungetale, at man taler på et sprog man ikke forstår, for at prædike for et andet menneske, som netop forstår dette sprog. I 1. Korinther kapitel 12-14 taler Paulus om mirakuløse gaver, og siger: ”Hvis jeg nu kommer og taler i tunger til jer, brødre, hvad gavn har i så af det, hvis jeg ikke også giver jer åbenbaring, kundskab, profeti eller belæring?” (1. Korinther 14:6). Ifølge apostlen Paulus, og samstemmigt med tungetalen beskrevet i Apostlenes Gerninger, så er tungetalen tilgængelig for den, som hører Guds budskab på hans eller hendes sprog, men nyttesløs for alle andre hvis ikke den bliver fortolket/ oversat.

Et menneske der besidder gaven at tolke tungetale (1. Korinther 12:30) kunne forstå hvad tungetaleren siger, selvom vedkommende ikke selv talte det omhandlende sprog. Derefter ville tungetalefortolkeren formidle tungetalens budskab til alle andre tilstede, så alle kunne forstå budskabet. ”Derfor skal den, der taler i tunger, bede om at kunne tolke det, han siger” (1. Korinther 14:13). Paulus’ konklusion angående tungetale, der ikke tolkes, er stærk: ”Men i menigheden vil jeg hellere tale fem ord med min forstand og lære andre noget, end tusindvis af ord i tunger” (1. Korinther 14:19).

Gælder tungetale stadig i dag? I 1. Korinther 13:8 nævnes det, at tungetalen ophører, men forbinder ophørelsen med ankomsten af det ”perfekte” i 1. Korinther 13:10. Nogle peger på en forskel i bøjningen af de græske verber som nævner at profeti og kundskab ”ophører”, og så at tungetalen ”ophøres”, som bevis for, at tungetalen ophører før det ”perfekte” kommer. Selvom dette er muligt, så er det ikke helt klart ud fra teksten. Nogle peger på skriftsteder som Esajas 28:11 og Joel 2:28-29 som et bevis for, at tungetale var et tegn på Guds kommende dom. 1. Korinther 14:22 beskriver tungetale som ”et tegn.. for de ikke-troende.” Ifølge dette argument, så var tungetale en advarsel til jøderne om, at Gud ville dømme Israel for at fornægte Jesus Kristus som Messias. Derfor havde tungetale ikke længere et formål, efter at Gud havde dømt Israel, som han faktisk gjorde i år 70 (da romerne ødelagde Jerusalem). Selvom dette er muligt, så betyder det ikke, at opnåelsen af tungetalens primære formål ville betyde, at tungetalen ville ophøre. Skriften slår ikke fast nogen steder, at tungetale er ophørt.

Men hvis tungetale brugtes aktivt i menigheden i dag, så ville den fremføres i enighed med skriften. Den ville være et ægte og intelligent sprog (1. Korinther 14:10). Den ville have til formål at kommunikere Guds budskab til mennesker, der talte andre sprog (ApG 2:6-12). Den ville være overensstemmelse med det bud, Gud gav igennem apostlen Paulus, ”Hvis nogen taler i tunger, så to eller højst tre, og én ad gangen, og der skal være én til at tolke det. Hvis der ikke er nogen til at tolke det, skal den, der kan tale i tunger, tie stille i menigheden. Han kan tale til sig selv og til Gud!” (1. Korinther 14:27-28). Det ville også passe overens med det, der står i 1. Korinther 14:33, ”For Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud.”

Guds helt lige ånd er fuldt ud lige så aktiv, som i de aller første menigheder. Der havde alle ike alle Åndelige gaver, heller ikke tungetalens gaver.

Selvom visse dele af Helligåndens virke kan have at gøre med følelser, såsom ved overbevisning om synd, ved trøst, og når Helligånden sætter én i stand til at udføre en specifik opgave, så siger bibelen ikke at vi skal basere vores forhold til Helligånden på de ting vi føler. Enhver troende som er født på ny har Helligånden boende i sig. Jesus fortalte os, at når Trøsteren kom, så vil han være med os og i os. ”Og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer” (Johannes 14:16-17). Med andre ord, så sender Jesus én som sig selv, som vil være med os og i os.

Vi ved at Helligånden er med os, fordi Guds Ord siger det. Enhver troende som er født på ny har Helligånden boende i sig, men det er ikke enhver troende, som er under Helligåndens kontrol, selvom han stadig bor i os. Apostlen Paulus kommenterede denne sandhed, og han brugte en illustration til at hjælpe os med at forstå det. ”Drik jer ikke berusede i vin, det fører til udskejelser, men lad jer fylde af Ånden” (Efeserne 5:18). Mange læser dette vers, og tolker det sådan, at apostlen Paulus taler imod at drikke vin. Men i virkeligheden drejer konteksten i dette skriftsted sig om den åndsfyldte kristnes vandring og krigsførelse. Derfor handler dette sted om mere end bare at drikke for meget vin.

Når folk er fulde af for meget vin, så udviser de bestemte karaktertræk: de bliver klodsede, deres tale er sløret, og deres dømmekraft forringes. Apostlen Paulus sammenligner disse ting. Ligesom der er visse karaktertræk, som kendetegner en person som beruser sig i vin, så er der også visse karaktertræk der kendetegner én person, som er fyldt med Helligånden. I Galaterbrevet 5:22-24 kan vi læse om Åndens frugt. Dette er Helligåndens frugt, og den udvises af troende, som er under hans kontrol.

Nutidsformen af udsagnsordet i Efeserbrevet 5:18 taler om en kontinuerlig proces, hvor man ”bliver fyldt” af Helligånden. Men da det er en formaning, så følger også at det er muligt ikke at blive fyldt eller kontrolleret af Ånden. ”tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren, og sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn. I skal underordne jer hinanden i ærefrygt for Kristus” (Efeserne 5:19-21).

Vi er ikke fyldte med Ånden fordi vi føler det, men fordi dette er den kristnes privilegium og noget vi besidder. At være fyldt eller kontrolleret af Ånden er et resultat af at vandre i lydighed mod Herren. Dette er en nådens gave, og ikke en følelse. Følelser kan og vil vildlede os, og vi kan komme i en situation, hvor vi er så følelsesladede at det er helt kødeligt, og ikke kommer fra Helligånden. ”Hvad jeg mener, er: I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst … Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden” (Galaterne 5:16, 25).

Med det sagt, så kan vi ikke benægte at der er tidspunkter i vores liv, hvor vi kan blive overvældede af Helligåndens nærvær og kraft, og dette er ofte en følelsesmæssig oplevelse. Når det sker, er det en glæde som er større end nogen anden. Kong David dansede ”af alle kræfter for Herrens ansigt” (2. Samuel 6:14) da de bragte pagtens ark op til Jerusalem. Når vi oplever en sådan glæde i Ånden, får vi en forståelse af, at vi som Guds børn er velsignede ved hans nåde. Så ja, Helligåndens virke kan helt sikkert også involvere følelser. Men samtidigt må vi ikke basere det faktum, at vi har Helligånden, på følelser.