annihilationisme bibelsk?

 

• LINK
• 
  
  
  
  

annihilationisme bibelsk?

Svar.Nej,

Nej dette er falsk lære, ikke Bibelsk. De der siger sådan afskaffer med et slag helvedets fortabelse, konsekvensen af at fornægte Jesus.

Annihilationisme er troen på, at ikke-troende ikke vil opleve evig lidelse i helvede, men i stedet vil blive ”udslettet” efter døden. Annihilationisme er et attraktivt trossyn for mange, fordi det er frygteligt at forestille sig, at mennesker skal tilbringe en evighed i helvede. Selvom nogle skriftsteder lader til at tale for annihilationisme, så vil et omfattende kig på, hvad bibelen siger om uretfærdige mennesker, afsløre, at en evig straf i helvede er en realitet. Troen på annihilationisme stammer fra en forkert forståelse af en eller flere af de følgende doktriner: 1) syndens konsekvenser, 2) Guds retfærdighed, 3) formålet med helvede.

Hvad angår formålet med helvede, så misforstår annihilationister betydningen med Ildsøen. Det er klart, at hvis et menneske blev kastet i en sø med brændende lava, så ville han/ hun blive udslettet næsten øjeblikkeligt. Men Ildsøen er ikke desto mindre både et fysisk og åndeligt sted. Det handler ikke bare om, at en menneskekrop kastes i Ildsøen; det er både et menneskes krop, sjæl og ånd, det drejer sig om. En åndelig natur kan ikke blive udslettet af fysisk ild. Det lader til, at de ufrelste opstår med et legeme, der er beredt til evigheden, ligesom de frelste gør det (Åbenbaringen 20:13; ApG 24:15). Disse legemer er skabt til en evig skæbne.

Evigheden er et andet aspekt, som annihilationister lader til at misforstå. Annihilationister har ret i, at det græske ord aionion, som normalt oversættes med ordet ”evigt,” ikke pr. definition betyder ”evigt.” Det peger specifikt på en ”tidsalder” eller ”æon,” og altså en specifik tidsperiode. Men det står klart, at det nye testamente nogle gange referer til en evig mængde tid, når det bruger ordet aionion. I Johannes’ Åbenbaring 20:10 tales der om Satan, dyret, og den falske profet, som vil blive kastet i Ildsøen, og vil blive pint ”dag og nat i evighedernes evigheder”. Det er klart, at disse tre ikke vil blive ”udslettet” ved at blive kastet i Ildsøen. Hvorfor skulle de ufrelstes skæbne være anderledes (Åbenbaringen 20:14-15)? Det mest overbevisende skriftsted, der taler om evigheden i helvede, er Matthæus 25:46: ”Og de (de ufrelste) skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.” I dette vers bruges det samme ord til at beskrive de uretfærdiges og de retfærdiges skæbne. Hvis de uretfærdige kun vil opleve straf i en tidsperiode, så vil de retfærdige også kun opleve livet i himlen i en tidsperiode. Men hvis troende vil komme i himlen for evigt, så vil ikke-troende også komme i helvede for evigt.

Et andet ofte set annihilationistisk synspunkt, der har med helvedes evighed at gøre, er, at det ville være uretfærdigt af Gud at straffe ikke-troende med evig straf i helvede, når deres synd ikke har været evig. Hvordan kan det være retfærdigt af Gud, at tage en person, som har levet et almindeligt, 70-årigt liv, og så straffe det med en evig straf? Svaret er, at vores synd har evige konsekvenser, fordi den begås mod en evig Gud. Da kong David blev skyldig i ægteskabsbrud og mord, sagde han følgende, ”mod dig alene har jeg syndet, jeg har gjort, hvad der er ondt i dine øjne..” David havde syndet imod Batseba og Urias; hvordan kunne han så hævde, at han kun havde syndet imod Gud? David forstod, at al synd ultimativt begås mod Gud. Gud er et evigt og uendeligt væsen. Derfor fortjener al synd, der er begået imod ham, en evig straf. Det drejer sig altså ikke om længden af den tid, vi har syndet i, men om karakteren af den Gud, vi har syndet imod.

Et mere personligt, annihilationistisk aspekt, er ideen om, at vi ikke kunne opleve glæde i himlen, hvis vi vidste, at en af vore kære samtidigt oplevede en evig pine i helvede. Men når vi ankommer til himlen, vil vi ikke have noget at klage over, eller være kede af. I Åbenbaringen 21:4 står der, ”Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet”. Hvis nogen af vores kære ikke befinder sig i himlen, så vil vi være 100 procent enige i, at de ikke hører til der, og at oplever fordømmelse fordi de nægtede at tage imod Jesus Kristus som deres frelser (Johannes 3:16; 14:6). Det er svært at forstå dette, men vi vil ikke blive kede af, at de ikke er til stede. Vores fokus bør ikke være, hvordan vi kan nyde himlen når alle vores kære ikke er der, men det bør være at vi peger vores kære i retning af troen på Jesus Kristus, så de netop vil være der, når den tid kommer.

Helvede er måske en primær grund til, at Gud sendte Jesus Kristus til at betale for vores synder. Der er ingen grund til at frygte, hvis man bliver ”udslettet” efter døden, men der er god grund til at frygte en evighed i helvede. Jesu død var en evig død, som betalte vores evige syndeskyld, så vi ikke behøver at betale den i helvede for evigt (2. Korinther 5:21). Når vi sætter vores tro til ham, så bliver vi frelst, tilgivet, renset, og loves et evigt hjem i himlen. Men hvis vi forkaster Guds gave – det evige liv – så vil vi opleve konsekvensen af det valg.